Som forbruger kan man kun være tilfreds med, at der er skrappe lovkrav til de materialer, vores fødevarer bliver pakket ind i. Som producent kan det til gengæld være svært at overskue reglerne, som måske spænder ben for de ideer, man har til sit emballagedesign. Derfor kan det være en god idé at inddrage leverandøren tidligt i processen, hvis man vil undgå at spilde tid og penge på at udvikle en fødevareemballage, der ikke lever op til både kvalitetskravene og de lovmæssige krav.
Forskellige standarder fastlægger globale retningslinjer for producenter af emballagematerialer, og en af de mest brugte herhjemme er den britiske BRC, som samtidig er en af de skrappeste. Bag standarden står en sammenslutning af britiske detailhandelskæder – du kan læse mere om den her.
Fødevareemballage skal beskytte produktet, bevare duft og smag, sikre holdbarheden og samtidig appellere til forbrugerne. Den skal også være funktionel: Designet kan være nok så smart at se på, men kunden køber kun varen én gang, hvis emballagen viser sig at være upraktisk. Derudover skal produktionslinjen tænkes med ind: Måske kan en fiks dispenser til pastillerne eller en lidt utraditionel hængsling på et låg forenkle processen.
Både papir, pap, plast og tin egner sig til fødevareemballage, og man kan sagtens tage hensyn til miljøet uden at gå på kompromis med kvaliteten. Hvis der er tale om en serie af produkter, kan det fx være elegant med generiske æsker og omslag eller sleeves, der differentierer produkterne. Dermed sender man også et tydeligt signal til forbrugerne om, at der er fokus på bæredygtighed.
